Den store guide til navlepiercinger og navlepiercing smykker

Fremvisning af navlepiercing

En navlepiercing er en af de allermest almindelige piercinger i vores del af verden og det er klart den type piercing som der findes flest smykker til (hvis du ser bort fra øreringene, da huller i ørerne jo reelt set også er en slags piercing).

Der er flere grunde til at navlepiercinger er blevet så populære som de er. Det skyldes bl.a. at det er et relativt smertefrit indgreb af få lavet et piercinghul i navlen, samt at det er en piercing som du let kan skjule for omverdenen efter behov.

Navlepiercingens historie

De tidligst kendte navlepiercinger stammer fra det gamle Egypten, hvor det siges at en navlepiercing var tegn på at man tilhørte den kongelige familie.

I vores del af verden forekom de første eksempler på navlepiercinger i 70’erne, men det var først væsentligt senere at de blev populære og så udbredte som de er i dag.

Første gang folk for alvor fik øjnene op for dem var i 1993, hvor supermodellen Christy Turlington havde en ring i navlen under London Fashion Show. Samme år kunne man også se skuespilleren Alicia Silverstone med en navlepiercing i Aerosmith’s musikvideo for nummeret Cryin.

I dag er navlepiercinger især populære blandt piger og yngre kvinder, men tidligere var det faktisk især blandt mænd at navlepiercinger var populære! Bl.a. var der en del mandlige punkere der havde navlepiercinger i slutningen af 80’erne.

Navlepiercing priser og aldersgrænser

Hvis du ikke allerede har en navlepiercing, så skal du regne med at det koster 400-500,- kr at få lavet et sådan piercinghul hos en professionel piercer.

Her i Danmark er der ingen lovgivning omkring hvilken alder du mindst skal være for at blive piercet i navlen, men de fleste professionelle piercere kræver heldigvis at du skal være mindst 15 år gammel.

Når du har fået lavet din piercing, så skal du være opmærksom på at den kan være længe om at hele. Det er ikke unormalt at det tager 6 måneder eller mere for en navlepiercing at hele, hvilket er væsentlig længere end det fx. tager for huller i ørerne at hele (typisk tager det blot 1-2 måneder for huller i ørerne at hele).

Forskellige piercingsmykker

Vælg smykker af ordentlig kvalitet

Det er vigtigt at de smykker du bærer i din navlepiercing er af ordentlig kvalitet og at de rigtige materialer, så du undgå komplikationer med din piercing.

Det gælder ikke mindst mens din nye piercing heler – og endnu mere for navlepiercinger end de fleste andre slags piercinger, da netop navlepiercinger er kendt for at kunne medføre komplikationer.

Ligesom med alle andre piercinger, så gælder det selvfølgelig om at holde din nye piercing ren og fri for bakterier.

Dit første navlepiercing smykke

Dit første navlepiercing smykke skal du bære i hele den tid der går indtil det nye piercinghul er helet. Dvs. typisk i 6 måneder eller mere.

Det anbefales at du vælger et smykke af kirugisk stål som dit første navlepiercing smykke, men du kan også vælge fx. titanium hvis du har nikkelallergi.

Dit første smykke bør også være uden vedhæng, så du undgår at det hænger fast i tøjet. Hvis dit smykke hænger fast i tøjet, så kan du risikere at det bliver trukket skævt eller i værste fald vokser ud.

Når din piercing er helet fuldstændigt, så kan du begynde at bruge smykker med vedhæng og i andre materialer end kirugisk stål og titanium.

Bar mave med navlepiercing

De mest almindelige navlepiercing smykker

Der findes som sagt et kæmpe stort udvalg af navlepiercing smykker. De fleste af smykkerne består af en buet stav med to kugler i varierende størrelse.

Hvis du har fået lavet en almindelig navlepiercing skal den store kugle placeres nederst, så den hviler i selve navlen og derfor ikke kommer til at hænge udenfor og hænge fast i dit tøj.

Har du fået den alternative top-down navlepiercing, så skal den store kugle placeres øverst.

Typisk er kuglerne hhv. 5 mm og 8 mm, men du kan også smykker med kugler i andre størrelser. Hvis du fx. ønsker et mindre tydligt smykke, så kan du vælge et med kugler i størrelserne 4 mm og 6 mm.

Staven i de fleste navlepiercing smykker er 1,6 mm tyk og 10 mm lang, da den er den størrelse piercinghuller man normalt får lavet i navlen.

Modetøj og navlepiercing

Endnu flere navlepiercing smykker

Udover de almindelige navlepiercing smykker, så kan du også få et par mere alternative designs:

  • Du kan fx. få navlepiercinger med navn, dvs. piercing smykker hvor dit navn er skrevet på et vedhæng.

    Hvis du vælger denne type smykker, så er det selvfølgelig mest normalt at det er dit eget navn der står på vedhænget. Men det er også set, at folk har båret vedhæng med navnet på deres barn eller kærestens navn.

  • Hvis du er gravid, så kan du stadig godt bevare din navlepiercing. Der findes nemlig særlige navlepiercing smykker til gravide.

    Stavene på denne type smykker er længere og blødere end normalt, så din mave kan få lov til at vokse uden det skaber problemer med din piercing (typisk er navlepiercinger til gravide fremstillet af PTFE for at være så bløde som muligt).

    Du kan finde flere navlepiercinger til gravide med vedhæng der giver associationer til babyer. Fx. har jeg set flere piercinger med sutteflaske og babytøj vedhæng!

  • Endelig findes der selvfølgelig en masse smykker med vedhæng der kan være temmeligt alternative.

    Det vildeste jeg har set er navlepiercing smykker med vedhæng i ægte diamanter, men hvis budgettet ikke er til ægte diamanter kan du også overveje design med fx. zirkonia sten (zirkonia ligner diamanter til forveksling, men er langt billigere end ægte diamanter).




Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*