Et spørgsmål der dukker op igen og igen omkring ure er hvorvidt de er vandtætte eller ej. Der hersker nemlig en del forvirring omkring hvad der forståes ved vandtæthed, hvad de forskellige grader af vandtæthed betyder og hvad et vandtæt ur egentlig bør bruges til.
Hvad betyder vandtæthed
Udgangspunktet er at vandtætheden kun dækker urkassen. Dvs. at urværket beskyttes mod vandindtrægning, der kan medføre at urværket bliver beskadiget eller totalskadet. Et urs vandtæthed dækker ikke urremmen, udsmykning på urkasse og rem m.m.
Så selvom urkassen på dit ur er vandtæt, så kan det godt være at fx. urremmen ikke tåler vand. Det gælder fx. læderremme, der har dårligt af at blive udsat for vand.
Graden af vandtæthed angives typisk i enten ATM (atmosfære tryk) eller i et antal meter. For at gøre det let at overskue hvad de forskellige grader af vandtæthed egner sig til, så har vi lavet denne tabel:
Markering | Regnvejr | Brusebad | Badekar | Svømning | Dykning |
---|---|---|---|---|---|
Ingen | |||||
Water Resistant | X | ||||
3 ATM (30 m) | X | X | |||
5 ATM (50 m) | X | X | |||
10 ATM (100 m) | X | X | X | X | |
20 ATM (200 m) | X | X | X | X | X |
Antallet af meter er ikke lig hvor dybt du kan dykke med uret, så fx. betyder en vandtæthed på 100 meter ikke at du kan dykke 100 m ned med uret (faktisk egner en vandtæthed på 100 m sig ikke til dykning, men kun til svømning).
Grunden til det er at urenes vandtæthed ikke testes under virkelige forhold. I stedet testes vandtætheden ved at urene udsættes for et statisk lufttryk i 2 minutter (ISO 2281).
Ved svømning og dykning er trykket større end når et ur ikke bevæges. Det er fx. muligt at opnå et tryk på 3-5 ATM blot ved at bevæge armen i vandoverfladen, hvilket jo er præcis hvad du gør når du svømmer. Til svømning anbefales derfor en vandtæthed på mindst 10 ATM og til dykning anbefales en vandtæthed på mindst 20 ATM.
Vandtætte ure til dykning
Hvis du har brug for at dykke dybt ned, så skal du købe et ur med en vandtæthed på over 20 ATM. Afhængigt af dit behov, så kan du finde ure med en vandtæthed på 30-80 ATM eller mere (det højeste vi har set er 130 ATM).
Casio har lavet denne video, hvor de sænker et G-Shock ur 200 m ned i havet. Typisk har G-Shock urene en vandtæthed på 20 ATM, men det betyder ikke du så også kan dykke 200 m ned uden dit G-Shock går i stykker. Da du bevæger dig under et dyk, så vil det tryk uret bliver udsat for være større end det tryk uret bliver udsat for i videoen:
Det er også vigtigt at være opmærksom på at det er urfirmaerne selv der tester deres ure. Der findes ikke nogen uafhængig instans der står for at teste urene. Afhængigt af hvad dit ur skal bruges til, så kan det derfor være en god ide kun at kigge på ure fra anerkendte mærker.
At det er en god ide kun at kigge på anerkendte mærker gælder også for de ure der betegnes som dykkerure. Det er nemlig ikke alle dykkerure der er vandtætte i en sådan grad at de egner sig til svømning og dykning (da de fleste dykkerure købes for udseendets skyld og ikke fordi de skal bruges til dykning).
Sådan holder du dit ur vandtæt
Vandtæthed er ikke kun en fordel ifht. sikre at urværket ikke kommer i kontakt med vand. Vandtæthed beskytter også uret med støv, ligesom det sikrer at du fx. kan vaske hænder uden at tage dit ur af først.
Når du køber et vandtæt ur, så skal du dog være opmærksom på at vandtætheden forsvinder i takt med at pakninger og tætningsringe ældes. Det gælder især hvis dit ur bliver udsat for varme, sved, sæbe og andre kemikalier (inkl. klor). Det er derfor en dårlig ide at vaske op uden at tage dit ur af først.
Riskoen for at vandtætheden forsvinder bliver øget hvis dit ur bliver udsat for bratte ændringer i tryk og temperatur. Der kan fx. ske en brat ændring af trykket hvis du dyrker svømning og udspring, mens en brat ændring af temperaturen fx. kan ske hvis du begynder at svømme lige efter du har ligget og solbadet.
Kommer dit ur i kontakt med saltvand, så er det en god ide at skylle det i ferskvand efterfølgende og derefter ligge det til tørre.
Check vandtætheden hvert år
Hvis det er vigtigt for dig at dit ur forbliver vandtæt, så bør du få det checket (trykprøvet) årligt hos din urmager. Det er der mange der vælger at få gjort hvert år inden badesæsonen starter, men det er selvfølgelig helt op til dig selv hvornår du synes det er det bedste tidspunkt på året.
Dit ur bør også trykprøves når der er blevet skiftet batterier (hvilket desværre har en tendens til at koste ekstra, hvis du får skiftet batterier hos din urmager). Hvordan det foregår har vi fundet en video om her:
Oplever du kondens på indersiden af glasset i dit ur, så er det ofte et tegn på at vandtætheden er forsvundet eller at den er ved at forsvinde. I så fald bør du straks få uret checket hos din urmager, så du kan tage hånd om evt. problemer inden de bliver værre og potentielt totalskader urværket.
Kondens kan især opleves ved kontakt med vand, samt i fugtigt vejr og i fugtige rum.